Sacha Sangha Danmark

Sacha Stupa på Fyn

 

 

 

På det lille landsted Sacha Kutir på Fyn i den nordlige udkant af Svanninge Bakker ligger stupaen Sacha, et tempel for bøn og meditation. Sacha er formet efter Sacha Mandalaen løftet op i 3 dimensioner. Stupaen er bygget op omkring en pæl symboliserende Livets Træ, og den indeholder 448 små Medicine Buddhaer samt mange hellige relikvier fra forskellige spirituelle traditioner og mestre. Dens indre rum går lige så langt ned i jorden som over, og det er muligt at komme ned i den.

 

For yderligere informationer om stupaen og muligheden for at besøge den, se http://www.sachakutir.dk/stupa.htm.

 

Stupaen bygges

Klik her for stupa nyt januar 2007

Klik her for stupa nyt juli 2007

Klik her for stupa nyt august 2007

 

Arbejdet med stupaen starter

I 2004 påbegyndtes arbejdet med at opføre en stupa ved Sacha Kutir. Stupastedet blev indviet den 17. juli 2004. I overensstemmelse med astrologiske udregninger blev der kl. 10:08 udført Havan, en ildceremoni, på stupapladsen.

 

Stupaen tager langsomt form. Da ShantiMayi var i Danmark maj 2005, blev fundamentet lagt, og mange fra sanghaen deltog i nogle meget intensive, dybe dage. Stupabyggeriet var nu rigtig begyndt.

Stupaen formes som en tredimensional Sacha mandala
Den viste stupamodel fra maj 2005 giver blot en idé, da der planlægges ændringer til den endelige form.

Selve formen er opstået i et nært samarbejde mellem ShantiMayi og Sunyata, som står for byggeriet. Stupaens kammer har to lige store sektioner, en under og en over jorden. En egetræspæl i centrum kommer til at gå fra fundamentet op til kuppelspidsen og vil derved fungere som en akupunkturnål til healing af vores planet. Alle mål på byggeriet er delelige med 9, symbolet på fuldkommenhed,  begyndelse og slutning. 

Stupaens spirituelle fundament består af tre mantraer: Prabhu Aapa Jago, som er en bøn om, at Gud må vågne op i alt; Gayatri Mantra, som synges som en bøn om, at alt må erkende oplyst bevidsthed, samt  Medicin Buddha mantraet, der blev givet som healing. Disse tre mantraer anvendes ved begyndelsen og afslutningen af alt arbejde, der udføres på stupaen.

Sand og vand fra den hellige Ganges bliver blandet ind i hele konstruktionen
Mange små papirstykker med mantraet Prabhu Aapa Jago skrevet i hånden placeres mellem murstenene og i cementen:

Prahbu Aapa Jago, Prahbu Aapa Jago
Prahbu Aapa Jago, Paramatma Jago
Mere Sarva Jago, Sarvatra Jago,
Prabhu Aapa Jago, Paramatma Jago

Gud vågn op i mig, vågn op overalt.
Vågn op i hver og én.
Gud vågn op.

Hellige relikvier, som ShantiMayi har samlet, samt hundredvis af små Medicin Buddha figurer, skal placeres inde i stupaen ved indvielsen i september 2007.

Fundamentet
består af 4 store kampesten samt en kobberspiral. Ved hvert verdenshjørne er placeret en kampesten malet med farver ifølge Lakota indianernes symbolik.

Øst er farven gul for ørnen og luften; for nye visioner der forener mennesker og deres formål; for intuition, håb og ædle tanker.

Syd er farven hvid for prærieulven og ilden. Her kaldes vores forudfattede idéer og fordomme frem i lyset, og ilden renser vores emotioner. Vi lærer at acceptere det irrationelle sind og ikke at være ofre for ydre omstændigheder.

Vest er farven sort og repræsenterer bjørnen og vandet.  Tolerance og tålmodighed udvikler sig, efterhånden som vi forstår, at alt sker, når og som det skal. Bjørnen giver os styrken til at nå vore mål og til at omsætte prærieulvens ’lære’ i praksis.

Nord er farven rød for den hvide bison og for jorden, for fred og stilhed, ro og tanketomhed. Vi bliver den levende tilbedelse af altings enhed, vi realiserer sandheden.

Imellem disse kampesten ligger lidt mindre kampesten, og tilsammen danner de en ydre cirkel. De mindre sten er malet blå og grønne for himlen og jorden.

Kobberspiralen og egetræspælen
Den store kobberspiral er dannet af 4 tynde kobberrør. Hvert rør udgår fra et af verdenshjørnerne, snor sig rundt om de andre kobberrør og mødes så med dem i centrum af stupaen. Her skal egetræspælen stå, og kobberrørene kommer til at sno sig hele vejen op langs den, fra bund til top. Spiralen leder energi og er det universelle symbol for DNA molekylet, som er byggestenen i alt liv.

ShantiMayi medbragte en dobbeltdorje, som er blevet anbragt i midten af kobber spiralen. Dobbeltdorjen er et tibetansk symbol for tidernes begyndelse, da alt blev til. Den repræsenterer også de maskuline og feminine aspekter. Lige oven over dobbeltdorjen bliver der ved indvielsesceremonien placeret en stor krystal.  Forinden vil krystallen være blevet fyldt mentalt med bønner for verden.

Mindre sten, som sanghaen har samlet, ligger i spiraler ud fra midten. Alle de mindre sten,  kampestenene og kobberspiralen danner tilsammen fundamentet. Alle de, der valgte en af de mindre sten, har fra hjertet lagt bønner for verden ind i den.

Sand fra den hellige flod Ganges er blevet strøet over fundamentet sammen med aske og blomster fra ildceremonierne.
Efter fuldførelsen af fundamentet blev det hele dækket til med cement, dog med et hul i midten til placeringen af krystallen og egetræspælen.

Væggene til sektionen under jorden
Der anvendes mursten til denne cirkulære konstruktion. De lægges oven på den ydre cirkel af kampesten og giver derved plads til kammeret under jorden. Mørtelen blandes med sand og vand fra Ganges. Mellem hver mursten placeres et lille stykke papir med et håndskrevet Prabhu Aapa Jago. Der er blevet gravet en indgang til vestsiden, som giver adgang til sektionen under jorden, og som letter arbejdet med færdiggørelsen. Efter indvielsen i 2007 vil indgangen blive forseglet.

Stupa ceremoni


 
Opdateret d. 27.04.2010